Den økologiske have
Af Heine Refsing
Start på en frisk
I de kommende numre af havebladet vil vi bringe en introduktion til årets gang i haven set med økologiske briller. Når man omstiller en have fra kunstgødning og sprøjtning til økologisk dyrkning kan det første år nemt ende i en veritabel katastrofe af ukrudt, syge eller bare hensynene afgrøder og skadedyr; hensigten med denne og de kommende artikler er at give de som vover springet en chance for at forebygge den helt store katastrofe i den første sæson og lægge grunden til en succes allerede i den anden økologiske sæson.
Jordens økosystem
Da jeg gik på landbrugsskole for 15 år siden, lærte vi, at jordens funktion var at fungere som et medium, hvor planterne kunne stå fast i. Der skulle de så bare stå og opsuge de tilførte næringsstoffer fra kunstgødningen efterhånden som regnen eller kunstvandingen opløste den. Den holdning gør det helt irrelevant at tænke på jorden som et samfund af levende organismer, og at have en speciel omsorg for jorden. Men når man dyrker økologisk, er man dybt afhængig af jordens velbefindende. Antallet af forskellige arter af mikroorganismer og smådyr, der lever i det øverste jordlag, er utrolig stort. Norske forskere har fundet ud af, at der i bare et eneste gram sund muldjord findes ligeså mange forskellige bakteriearter, som antallet af fuglearter i hele verden (ca. 10.000). Så muldlaget i naturen eller en økologisk dyrket have, er i virkeligheden et meget komplekst økosystem, som gennem millioner af år har udviklet et perfekt og fint afpasset samspil mellem planterne og myriader af bakterier, svampe og andre primitive organismer.
Meget forenklet fungerer omsætningen i et naturområde på den måde at mikroorganismerne nedbryder døde plantedele, ekskrementer fra dyr og rester af døde dyr og dermed frigør den mængde næring, der var bundet i alle disse døde rester til på ny at blive optaget i planterne. En stor del vil i første omgang blive bundet i næringshumus, som er jordens forråd, først senere nedbrydes humus til frie næringsstoffer, der kan optages af planterne. Det er her det fine samspil mellem planter og mikroorganismer viser sin genialitet. Mikroorganismerne frigør nemlig ikke store mængder af enkelte næringsstoffer på en gang, men derimod en jævn tilførsel af alle næringsstofferne i en afbalanceret sammensætning, afpasset efter planternes forbrug. Derved undgås så vidt muligt spild, og planterne for en alsidig næringstilførsel, hvilket igen gør dem mindre modtagelige for insektangreb og sygdomme. Hvis en plante bliver overfodret med lettilgængelige næringsstoffer, som når den får kunstgødning eller for meget uomsat dyregødning, forsluger den sig på kvælstof, som normalt er det mest sparsomme næringsstof i naturen. Det ekstra kvælstof opmagasineres i saften som frie aminosyrer. De mange ekstra aminosyrer får især lus til at stortrives og de øger igen spredning af infektion med sygdomme. I naturen er det normalt ikke noget problem, for sådan en overfodring varer som regel kun kort, når et dyr efterlader en klat. Så snart situationen igen er normal, falder koncentrationen af frie aminosyrer i plantesaften, efterhånden som aminosyrerne bliver brugt som byggesten i protein molekyler. Men i en dyrket jord er der langt færre planter, og jorden er meget mere næringsrig, så kunsten at dyrke sunde planter består i høj grad i at tilføre gødning på den rigtige måde. Hvor man ellers fokuserer på at passe og pleje planterne, er indgangsvinklen at man passer jordens mikroliv, så de kan passe planterne. Hvis dette mikroliv er slået helt i stykker af tidligere dyrkningsmetoder, kan den naturlige balance ikke bare genoprettes fra den ene dag til den anden, derfor er det første år efter omstilling ofte problematisk.
Forårsklargøring af haven
Økologisk havearbejde indretter sig hele tiden efter at opfylde de behov jordens mikroliv har. Det er ikke en god ide at grave jorden, hverken for ryggen eller jorden. Ved at vende det øverste lag ned i 20-30 cm dybde og omvendt, forstyrrer man mikrolivet i jorden alt for meget. Det er nemlig langt fra de samme organismer, der lever i jordoverfladen som i fx. 20 cm dybde, det er forholdene alt for forskellige til. I overfladen er der meget ilt og forholdsvis stor omsætning, i form af bakterier og svampes nedbrydning af planterester. Jo længere man kommer ned i jorden des mindre ilt er der, og derfor heller ikke stor omsætning, som kræver ilt. I de lag lever bakterier, der er tilpasset iltfattige forhold.
Den økologiske metode til at løsne jorden består derfor i at løsne med greb uden at vende rundt på jorden. Gravegreben stikkes helt i bund og vippes derefter så meget at klumpen løftes ca. 10 cm, så slipper man igen og jorden falder delvis på plads; men der opstår en del hulrum mellem knolde og klumper. På den måde undgår man to skadelige ting, jorden bliver ikke vendt og jordstrukturen bliver ikke ødelagt. Der er stadig regnorme gange i knoldene og masser af andre små hulrum, som dannes af andre småorganismer, og som er vigtige for jordens iltning og dræning. Af denne sidste grund er fræsning heller ikke nogen god måde at løsne jorden i dybden; men fræsning kan godt bruges til at løsne overfladen og til at blande kompost og gødning ind i de øverste 5-10 cm.
Tilførsel af gødning i foråret.
Når jorden er løsnet, må man tilføre gødning i en eller anden form, specielt hvis det er første år med økologiske metoder, kan det blive nødvendigt at købe et færdigt produkt, og jo før man får tilført gødningen, des bedre, for jorden har som nævnt brug for ilt til at etablere et mikroliv på fuldt økologisk niveau. Det er jo meget forskelligt hvad den enkelte haveejer har mulighed for at skaffe af gødning til sin økologiske have. Stort set alt organisk affald kan bruges, når blot det gøres rigtigt. Organisk er alt, der oprindeligt stammer fra dyreriget eller planteriget. Som regel bliver man bedre og bedre til at finde egnede materialer, jo længere man har dyrket økologisk. Selv den mindste bunke kompost eller sammenrevne blade vil gøre gavn; men det vil sjældent være nok. Har man mulighed for at skaffe dyregødning, er det udmærket, når det bruges med forsigtighed. Problemet med frisk staldgødning er, at det er rigt på de lettilgængelige næringsstoffer, som planterne har tendens til at forsluge sig på. Problemet er værst med fjerkrægødning og grisemøg, og mindre med gødning fra køer, får og geder. Hvis man kan få noget der har ligget vinteren over og komposteret, skal man vælge det - det lugter heller ikke. De afgrøder der bedst tåler frisk dyregødning er kartofler og andre næringskrævende arter som majs og græskar. Af færdige produkter man kan købe er særlig 2 meget nemme at håndtere. Den ene er tør kogødning i pilleform, den anden og noget billigere er tørret græs og lucerne i pilleform (grøntpiller), de bruges normalt som foder; men om man lader en ko fordeje den eller lader jordens mikroorganismer gøre det, giver samme resultat - koen er bare et fordyrende mellemled.
I det lidt større perspektiv må man jo nok medgive, at disse former for kompost i pilleform ikke er helt økologisk, idet der er gået rimelig meget energi til indtørring og presning - men havebrug er jo om noget det muliges kunst. Hvis man nu vælger en af disse gødninger, så skal de kun kultiveres ind i overfladen. Den videre nedbrydning kræver nemlig ilt, og graves gødningen ned i mere iltfattige jordlag, dannes der vækstfremmende stoffer, som både skader planterne og de mikroorganismer, der naturligt lever i de lag.
Forkultur.
På bede hvor man vil dyrke afgrøder, der sås eller plantes sent, som majs, græskar, bønner og asier, kan man nå at dyrke en forkultur af grøngødningsplanter, der dels kan opsuge de frigjorte næringsstoffer og dels forøger jordens liv, i den tid jorden ellers bare ville ligge bar hen, eller ligger og springer i ukrudt. Forkulturen kan sås straks efter at gødningen er kultiveret ind i overfladen, også selvom det er frisk gødning, man har brugt. Det gør nemlig knap så meget at forkulturen bliver overfodret, fordi den kun får en kort levetid og ikke skal bruges som køkkenurt. De bedste planter til forkultur i foråret er honningurt og bukkeurt, de spirer hurtigt, selv ved lave temperaturer i foråret, og vokser hurtigt til. Man kan så forkulturer fra midten af marts, selvfølgelig afhængig af vejret, det skal være lidt lunt i vejret. Forkulturen skal bare have lov til at gro, indtil man skal til at så køkkenurterne. Så hakker man den om eller rykker den op, grøntmassen kan bruges i kompost eller som jorddække. Tidligere var der tradition for at grave den grønne top ned, men der er slet ikke ilt nok til omsætningen af toppen nede i jorden. Toppen er den mindste del af planten, og tilbage i jorden er rodnettet, som gradvist bliver nedbrudt og derved frigiver næring til køkkenurterne. Metoden har to ekstra fordele, nemlig at forkulturen holder jorden dækket, så der ikke spirer ret meget ukrudt frem. Rødderne gennemtrænger og løsner desuden jorden, så den er nemmere at arbejde med, når den grønne top er fjernet.
Sorter og afgrøder.
Man kan selvfølgelig principielt dyrke alle de samme ting økologisk, som man dyrker med kemikalier. Men det er en god idé at vælge de mest robuste og sygdomsresistente sorter - som regel er der oplysninger om disse egenskaber på frøposerne eller i katalogernes beskrivelser af sorterne. Ellers må man forsøge sig med den rådgivning butikkernes haveafdeling kan give, og i øvrigt lægge mærke til ens egne erfaringer med forskellige sorter i årenes løb. Så vidt muligt skal man naturligvis købe ubejdset frø, fordi bejdsemidlerne, som dræber skadelige organismer, ligeså effektivt dræber de gavnlige organismer, der er så vitale for omsætningen i jorden og planternes ernæring.

Til forside