Den økologiske have
Af Heine Refsing
Start på en frisk
I de kommende numre af havebladet vil vi bringe en introduktion
til årets gang i haven set med økologiske briller. Når
man omstiller en have fra kunstgødning og sprøjtning til
økologisk dyrkning kan det første år nemt ende i en
veritabel katastrofe af ukrudt, syge eller bare hensynene afgrøder
og skadedyr; hensigten med denne og de kommende artikler er at give de
som vover springet en chance for at forebygge den helt store katastrofe
i den første sæson og lægge grunden til en succes allerede
i den anden økologiske sæson.
Jordens økosystem
Da jeg gik på landbrugsskole for 15 år siden,
lærte vi, at jordens funktion var at fungere som et medium, hvor
planterne kunne stå fast i. Der skulle de så bare stå
og opsuge de tilførte næringsstoffer fra kunstgødningen
efterhånden som regnen eller kunstvandingen opløste den. Den
holdning gør det helt irrelevant at tænke på jorden
som et samfund af levende organismer, og at have en speciel omsorg for
jorden. Men når man dyrker økologisk, er man dybt afhængig
af jordens velbefindende. Antallet af forskellige arter af mikroorganismer
og smådyr, der lever i det øverste jordlag, er utrolig stort.
Norske forskere har fundet ud af, at der i bare et eneste gram sund muldjord
findes ligeså mange forskellige bakteriearter, som antallet af fuglearter
i hele verden (ca. 10.000). Så muldlaget i naturen eller en økologisk
dyrket have, er i virkeligheden et meget komplekst økosystem, som
gennem millioner af år har udviklet et perfekt og fint afpasset samspil
mellem planterne og myriader af bakterier, svampe og andre primitive organismer.
Meget forenklet fungerer omsætningen i et naturområde
på den måde at mikroorganismerne nedbryder døde plantedele,
ekskrementer fra dyr og rester af døde dyr og dermed frigør
den mængde næring, der var bundet i alle disse døde
rester til på ny at blive optaget i planterne. En stor del vil i
første omgang blive bundet i næringshumus, som er jordens
forråd, først senere nedbrydes humus til frie næringsstoffer,
der kan optages af planterne. Det er her det fine samspil mellem planter
og mikroorganismer viser sin genialitet. Mikroorganismerne frigør
nemlig ikke store mængder af enkelte næringsstoffer på
en gang, men derimod en jævn tilførsel af alle næringsstofferne
i en afbalanceret sammensætning, afpasset efter planternes forbrug.
Derved undgås så vidt muligt spild, og planterne for en alsidig
næringstilførsel, hvilket igen gør dem mindre modtagelige
for insektangreb og sygdomme. Hvis en plante bliver overfodret med lettilgængelige
næringsstoffer, som når den får kunstgødning eller
for meget uomsat dyregødning, forsluger den sig på kvælstof,
som normalt er det mest sparsomme næringsstof i naturen. Det ekstra
kvælstof opmagasineres i saften som frie aminosyrer. De mange ekstra
aminosyrer får især lus til at stortrives og de øger
igen spredning af infektion med sygdomme. I naturen er det normalt ikke
noget problem, for sådan en overfodring varer som regel kun kort,
når et dyr efterlader en klat. Så snart situationen igen er
normal, falder koncentrationen af frie aminosyrer i plantesaften, efterhånden
som aminosyrerne bliver brugt som byggesten i protein molekyler. Men i
en dyrket jord er der langt færre planter, og jorden er meget mere
næringsrig, så kunsten at dyrke sunde planter består
i høj grad i at tilføre gødning på den rigtige
måde. Hvor man ellers fokuserer på at passe og pleje planterne,
er indgangsvinklen at man passer jordens mikroliv, så de kan passe
planterne. Hvis dette mikroliv er slået helt i stykker af tidligere
dyrkningsmetoder, kan den naturlige balance ikke bare genoprettes fra den
ene dag til den anden, derfor er det første år efter omstilling
ofte problematisk.
Forårsklargøring af haven
Økologisk havearbejde indretter sig hele tiden
efter at opfylde de behov jordens mikroliv har. Det er ikke en god ide
at grave jorden, hverken for ryggen eller jorden. Ved at vende det øverste
lag ned i 20-30 cm dybde og omvendt, forstyrrer man mikrolivet i jorden
alt for meget. Det er nemlig langt fra de samme organismer, der lever i
jordoverfladen som i fx. 20 cm dybde, det er forholdene alt for forskellige
til. I overfladen er der meget ilt og forholdsvis stor omsætning,
i form af bakterier og svampes nedbrydning af planterester. Jo længere
man kommer ned i jorden des mindre ilt er der, og derfor heller ikke stor
omsætning, som kræver ilt. I de lag lever bakterier, der er
tilpasset iltfattige forhold.
Den økologiske metode til at løsne jorden
består derfor i at løsne med greb uden at vende rundt på
jorden. Gravegreben stikkes helt i bund og vippes derefter så meget
at klumpen løftes ca. 10 cm, så slipper man igen og jorden
falder delvis på plads; men der opstår en del hulrum mellem
knolde og klumper. På den måde undgår man to skadelige
ting, jorden bliver ikke vendt og jordstrukturen bliver ikke ødelagt.
Der er stadig regnorme gange i knoldene og masser af andre små hulrum,
som dannes af andre småorganismer, og som er vigtige for jordens
iltning og dræning. Af denne sidste grund er fræsning heller
ikke nogen god måde at løsne jorden i dybden; men fræsning
kan godt bruges til at løsne overfladen og til at blande kompost
og gødning ind i de øverste 5-10 cm.
Tilførsel af gødning i foråret.
Når jorden er løsnet, må man tilføre
gødning i en eller anden form, specielt hvis det er første
år med økologiske metoder, kan det blive nødvendigt
at købe et færdigt produkt, og jo før man får
tilført gødningen, des bedre, for jorden har som nævnt
brug for ilt til at etablere et mikroliv på fuldt økologisk
niveau. Det er jo meget forskelligt hvad den enkelte haveejer har mulighed
for at skaffe af gødning til sin økologiske have. Stort set
alt organisk affald kan bruges, når blot det gøres rigtigt.
Organisk er alt, der oprindeligt stammer fra dyreriget eller planteriget.
Som regel bliver man bedre og bedre til at finde egnede materialer, jo
længere man har dyrket økologisk. Selv den mindste bunke kompost
eller sammenrevne blade vil gøre gavn; men det vil sjældent
være nok. Har man mulighed for at skaffe dyregødning, er det
udmærket, når det bruges med forsigtighed. Problemet med frisk
staldgødning er, at det er rigt på de lettilgængelige
næringsstoffer, som planterne har tendens til at forsluge sig på.
Problemet er værst med fjerkrægødning og grisemøg,
og mindre med gødning fra køer, får og geder. Hvis
man kan få noget der har ligget vinteren over og komposteret, skal
man vælge det - det lugter heller ikke. De afgrøder der bedst
tåler frisk dyregødning er kartofler og andre næringskrævende
arter som majs og græskar. Af færdige produkter man kan købe
er særlig 2 meget nemme at håndtere. Den ene er tør
kogødning i pilleform, den anden og noget billigere er tørret
græs og lucerne i pilleform (grøntpiller), de bruges normalt
som foder; men om man lader en ko fordeje den eller lader jordens mikroorganismer
gøre det, giver samme resultat - koen er bare et fordyrende mellemled.
I det lidt større perspektiv må man jo nok
medgive, at disse former for kompost i pilleform ikke er helt økologisk,
idet der er gået rimelig meget energi til indtørring og presning
- men havebrug er jo om noget det muliges kunst. Hvis man nu vælger
en af disse gødninger, så skal de kun kultiveres ind i overfladen.
Den videre nedbrydning kræver nemlig ilt, og graves gødningen
ned i mere iltfattige jordlag, dannes der vækstfremmende stoffer,
som både skader planterne og de mikroorganismer, der naturligt lever
i de lag.
Forkultur.
På bede hvor man vil dyrke afgrøder, der
sås eller plantes sent, som majs, græskar, bønner og
asier, kan man nå at dyrke en forkultur af grøngødningsplanter,
der dels kan opsuge de frigjorte næringsstoffer og dels forøger
jordens liv, i den tid jorden ellers bare ville ligge bar hen, eller ligger
og springer i ukrudt. Forkulturen kan sås straks efter at gødningen
er kultiveret ind i overfladen, også selvom det er frisk gødning,
man har brugt. Det gør nemlig knap så meget at forkulturen
bliver overfodret, fordi den kun får en kort levetid og ikke skal
bruges som køkkenurt. De bedste planter til forkultur i foråret
er honningurt og bukkeurt, de spirer hurtigt, selv ved lave temperaturer
i foråret, og vokser hurtigt til. Man kan så forkulturer fra
midten af marts, selvfølgelig afhængig af vejret, det skal
være lidt lunt i vejret. Forkulturen skal bare have lov til at gro,
indtil man skal til at så køkkenurterne. Så hakker man
den om eller rykker den op, grøntmassen kan bruges i kompost eller
som jorddække. Tidligere var der tradition for at grave den grønne
top ned, men der er slet ikke ilt nok til omsætningen af toppen nede
i jorden. Toppen er den mindste del af planten, og tilbage i jorden er
rodnettet, som gradvist bliver nedbrudt og derved frigiver næring
til køkkenurterne. Metoden har to ekstra fordele, nemlig at forkulturen
holder jorden dækket, så der ikke spirer ret meget ukrudt frem.
Rødderne gennemtrænger og løsner desuden jorden, så
den er nemmere at arbejde med, når den grønne top er fjernet.
Sorter og afgrøder.
Man kan selvfølgelig principielt dyrke alle de
samme ting økologisk, som man dyrker med kemikalier. Men det er
en god idé at vælge de mest robuste og sygdomsresistente sorter
- som regel er der oplysninger om disse egenskaber på frøposerne
eller i katalogernes beskrivelser af sorterne. Ellers må man forsøge
sig med den rådgivning butikkernes haveafdeling kan give, og i øvrigt
lægge mærke til ens egne erfaringer med forskellige sorter
i årenes løb. Så vidt muligt skal man naturligvis købe
ubejdset frø, fordi bejdsemidlerne, som dræber skadelige organismer,
ligeså effektivt dræber de gavnlige organismer, der er så
vitale for omsætningen i jorden og planternes ernæring.
Til forside