VÅRENS KOMME
Jeg sidder i den klamme gamle stol og lader mine tanker fortælle om en venten på en vår.
Der går en let tåge hen over havekolonien Vennelyst. Min gamle cykel som jeg har sat op ad hækken, lyser gul og smuk som solen når den er højest på himlen, alt er mærkelig monotont her i det lille hus. Væggene er næsten helt tomme for disse ting vi er meget glade for, og som vi har gemt væk for vinterens kulde og indbrud. Gardinerne er næsten spøgelsesagtige, de vifter og danser, som i en skærsommernatsdrøm når jeg lukker døren op, ud til det fri. Jeg betragter alle gråspurvene som vi har fodret vinteren igennem med diverse rester fra køleren, fx. en rest af bankekød som de elsker lige nu. Musvitten får stadigvæk fedtegrever, som jeg køber til dem hver dag, og så en kokosnød som er gemt frajulen, den snitter jeg med min gamle kniv i flager, det passer dem vel.
Den første stær har meldt sin ankomst. Den skinner smukt i lilla-blå sarte nuancer som nattens dronning. Den skræpper af bare lyst. Jeg tror nok den har fundet et sted hvor den skal sætte sit bo. Katten kommer nu på besøg. Jeg fulgte den på havegangen, den smøg sig rundt om mine ben, for ligesom at spørge mig om en kærlig hånd med lidt godt i. Jeg gav den lidt mad med hånden, nussede den og fortalte at jeg elskede den, og at vi nok ses, men fortalte den også at vi havde en anden kat derhjemme og at han var en gammel dreng, som ikke skal spises af sådan en tiger. Den kikkede på mig ligesom den forstod det hele, gik så videre med store lystige kattepoter hen ad vejen, vendte sig om, kløede sig bag øret, missede med øjnene og forsvandt ind under en hæk til den anden part.
Ude på terrassen er møblerne vendt om, der ser underligt bart ud. Vognhjulet trænger til en omgang pinotex, men altankasserne ser smukke ud, for dem har vi lagt forskellige løg i, inden sommerens kommen. Som fx. botaniske tulipaner-vintergæk-krokus-hyacinter og pinseliljer. De blomstrer smukt netop lige nu med alle dets farver i røde-gule-hvide og blå nuancer. Grantræet har fået et par friske skud, der lyser grønt som håbets farve, men græsplænen som mange sætter aller, aller højest og som skal være et smukt tæppe til havens pryd, er totalt ødelagt af vinterens hårde favntag. Den har nu fået små stød med riven og greben, for at give jorden luft, og så en gang hønsegødning og frø, det skal nok få den til at gro igen. Jasminen er ved at spire, jeg tror den bliver meget smukkere i år, den skal snart stå med sin smukke hvide kjole på, som skulle den til bryllup.
Klematissen er tyndet ud, den har fået nye snore, for at vi kan holde styr på den, nu kan den rigtig sno sig ind på terrassen, det vil se smukt ud med røde-hvide og blå blomster op mod solen.
Fuglene synger, de kalder på hinanden, snart kommer der nye små, hvor er naturen dog forunderlig.
Jeg hilste lige på marketenderen, han var henne for at se om huset stod der endnu. Det varer ikke så længe før han får rigtigt travlt. Det er nu hyggeligt med sådan en marketender, der har mange fået sig en sludder for en sladder, og prøvet på at ordne hele verdenssituationen, det er da også dejligt, ikke?
Nå, nok om det.
Jeg går ud for at tynde "Arkitektens trøst" ud nu, og så skærer jeg et ordentligt stykke ned foroven så man kan se over hækken. Det er til glæde for alle turisterne som kommer her hele sommeren igennem.
Der er så mange hyggelige mennesker som kommer her i Vennelyst, alle nationaliteter mødes her sommeren igennem, de nikker og bukker, de er så høflige alle der kommer her, men det er også dejligt at have ferie.
De syntes vores små haver er så pæne. Og så alle de blomster de fotograferer, skriver adresser og jeg ved ikke hvad. De elsker også at se sådan en lille gang bag huset, på 1 meters bredde, hvor man har en tørresnor og en håndbruser til den daglige afvaskning. De syntes, vi er rige; Ja, det er vi så sandelig også, alene det at stå i solen på en plet der er så lille, at man lige kan dreje sig rundt og blive vasket ren og fin fra top til tå, med en håndbruser på vandhanen,- det er bare lykken! og så ind at få tørt tøj på, ud med madrassen på den lille græsplæne, og lade solen trænge ind i krop og sjæl, det er bare himmelsk. Nu ser jeg et tyskerpar sætte sig til hvile i et træ, efter en stund sætter de deres monotone hylen i gang, for ligesom at markere deres ankomst. Jeg ser dem nu i deres parringsleg, og så ned i reden for at hvile sig. Det bliver spændende at se, når der kommer unger om nogen tid det glæder man sig til. Jeg tager min gamle paraply, for en sikkerhed skyld, går ned ved voldgraven, og lader mine tanker fortsætte videre, pludselig går der en sky for solen, mit blik følger et svanepar som flyver med et vingeslag så smukt og en susen som var det fra Kalveboderne. Men det er de to som skal sætte bo hernede ved den gamle voldgrav. Skyen forsvinder, jeg ser Vor Frelsers kirketårn i al dens glans op imod solen og hører klokkernes klang, ringe våren ind.
Af G. Stanley.